Botilbuddene Nordenfjords
§§ 43, 107 & 108
Sociale døgntilbud
Botilbud og opholdssted i Nordjylland
BTNF er fællesbetegnelsen for 3 selvstændigt godkendte sociale tilbud beliggende i Nordjylland. Tilbuddene har fælles direktion, administration, sygeplejerske og psykolog. Navnet indikerer, at alle tilbuddene befinder sig nord for Limfjorden.
Alle tilbuddene har derudover – indenfor en større fælles ramme – differentierede målgrupper og der opereres i hvert tilbud med differentierede niveauer for støtte med godkendte takster.
Fælles for hele organisationen er den røde tråd i indsatsen hen imod mere livskvalitet og større selvstændighed; med en målsætning sat ud fra den enkeltes evner, ønsker og kompetencer.
18. juni 2026
Fra Akut/MMS til Annesminde
Botilbud og opholdssted i Nordjylland
Efter en længere proces har Botilbuddene Nordenfjords besluttet at ændre betegnelsen for vores hidtidige tilbud Akut/MMS.
Navneskiftet er ikke blot en sproglig justering, men en naturlig konsekvens af den udvikling, området har gennemgået gennem en årrække.
Betegnelsen Akut/MMS har længe været oplevet som utilstrækkelig og i stigende grad misvisende. Dels fordi den er en reminiscens fra en tidligere periode i tilbuddenes historie, dels fordi de opgaver, der løses i dag, ikke længere kan beskrives retvisende gennem begreberne “akut” eller “MMS”.
Langt hovedparten af de borgere, der i dag bor i tilbuddene, er ikke omfattet af kortvarige akutte indsatser. Derimod arbejder vi med højt specialiserede solistforanstaltninger og individuelt tilrettelagte tilbud for borgere med komplekse behov, hvor relationer, kontinuitet, udvikling og tryghed er centrale elementer.
Ligeledes er MMS ikke længere en dækkende faglig betegnelse. Tilbuddet arbejder i dag på samme faglige fundament som resten af Botilbuddene Nordenfjords med afsæt i blandt andet LA2, mentalisering, strukturel pædagogik og NUZO.
Det har gennem længere tid været et ønske at finde en betegnelse, som både afspejler den aktuelle praksis og den oplevelse, vi ønsker at skabe for de mennesker, der bor hos os.
Som led i processen er de enkelte huse blevet navngivet hver for sig i samarbejde med de borgere, der bor/boede der. Det har været vigtigt for os, at navnene udspringer af de konkrete fællesskaber og de mennesker, som husene først og fremmest er til for.
I den forbindelse har:
- Myagervej 110 fået navnet Stjernebo
- Bejstrupvej 178 fået navnet Novabo
- Bejstrupvej 169 fået navnet Lindebo
Samtidig har vi arbejdet med en fælles betegnelse for Tilbuddet som helhed.
Her har ambitionen været at bevæge sig væk fra de tekniske og samfundsinstitutionssprægede betegnelser og i stedet finde et navn, som signalerer det, tilbuddene i virkeligheden skal være for de mennesker, der bor der: et sted præget af ro, stabilitet, tryghed og mulighed for udvikling.
Valget er faldet på:
Annesminde
Annesminde repræsenterer ønsket om et trygt og menneskeligt afsæt. Et navn, der ikke beskriver en problemstilling, en foranstaltning eller en myndighedsafgørelse, men derimod et sted, hvor mennesker kan finde fodfæste, stabiliseres og udvikle sig i trygge rammer.
Vi glæder os til fremover at byde borgere, pårørende, medarbejdere og samarbejdspartnere velkommen til Annesminde.




























